Eksempler på brug
Dette kapitel indeholder nogle eksempler og scenarier for brug af NOBØ Energy Control.
Daglig brug
Carrie har netop købt Nobø HUB med nogle få ovne og et par strømstyringsstik. Hun planlægger at dele sin lejlighed op i fire zoner. En zone til hendes varmeovn til soveværelset, en zone til ovnene til hhv. køkken og dagligstue, en zone til gulvvarme i badeværelset og en zone til udendørs lys og en lampe i køkkenvinduet. Sidstnævnte giver effektivt indtryk af, at huset er beboet, når hun er bortrejst på ferie.
Hun tilføjer modtagerne ved hjælp af "automatisk søgning" på sin telefon-app, en zone ad gangen for at undgå forvirring. Hun navngiver hver zone og modtager med nemt genkendelige navne. Dette gør det enkelt for både hende selv og hendes bedste ven, der ofte låner lejligheden om sommeren.
Endelig indtaster hun zoneindstillinger for hver zone og udarbejder et ugeprogram for hver af disse. Hun udarbejder et program til soveværelset, hvor programmet lukker for varmen, inden hun står op på hverdage. På ovnen sætter hun ØKO-indstillingen til 14 grader og KOMFORT-indstillingen til 19 grader. I weekenden kan hun lide at ligge lidt og læse i sengen om morgenen. Derfor tilpasser hun ugeprogrammet til at holde varmen kørende lidt længere på lørdage og søndage.
For at spare på energien lader hun programmet ændre varmen i køkken/dagligstue til ØKO, mens hun er på arbejde på hverdage. Hvis hun tager nogen steder hen i weekenden, trykker hun meget bekvemt på VÆK-knappen på kontaktpanelet ved entredøren. Alle varmezoner skifter derefter til VÆK-status. I lyszonen har hun valgt "deaktiver overstyringer" i zoneindstillingerne. Dette sikrer, at lyset bliver tændt og slukket som sædvanlig. Alle zoner vender tilbage til Normal efter to dage, når hun kommer hjem.
Ferie
Carrie tager på ferie og ønsker, at al hendes varme står på VÆK, mens hun er af sted. Hun ønsker også at sikre sig, at hendes kaffemaskine, tv og andre apparater er slukket. Samtidig ønsker hun at få sit lys i køkkenet og udenfor til at tænde og slukke, så huset ser beboet ud.
På zoneoversigtsskærmen bliver hendes lys placeret i forskellige zoner, og Carrie har valgt "deaktiver globale overstyringer" i lyszonerne. Lysene følger derefter deres normale ugeprogram, selv om resten af huset er indstillet til VÆK. Carrie tager sin mobil frem og trykker på og holder VÆK nede på cirkelmenuen for avancerede overstyringsindstillinger. Hun vælger FRA-TIL og indtaster tidspunkt og dato for afgang og hjemkomst. Dette sikrer, at hun sparer energi og penge, mens hun er væk, samtidig med at hendes hus stadig ser beboet ud.
Carrie har været så smart at etablere en zone med en radio sluttet til en stikkontakt. Hun har valgt "deaktiver globale overstyringer" for at kontrollere, at zonen følger Normal-programmet og tændes et stykke tid om aftenen. Dette øger fornemmelsen af, at der er nogen hjemme.
Ugentlig pendling
Lars pendler i løbet af ugen, og ofte ved han ikke, hvor mange dage han er væk. Han ønsker at spare penge ved at skrue ned for varmen, mens han er væk, men at huset stadig ser beboet ud. Lars har etableret en zone med nogle få lamper, der automatisk tænder og slukker. Han har valgt "deaktiver globale overstyringer" for at sikre, at lyset altid følger Normal-ugeprogrammet. På vejen ud tager han sin mobil og trykker på VÆK på cirkelmenuen. Derefter vælger han KONSTANT-overstyringen. Huset ændres til VÆK-status, bortset fra lysene.
Systemopgradering fra Orion 700
Lars har NOBØ Orion 700-styringssystem installeret i huset. Nu ønsker han at opgradere sit system til Nobø HUB for at kunne styre sit hus via telefonen. Han har spurgt en installatør til råds og fået at vide, at hans gamle Orion 700-modtagere er kompatible med Nobø HUB. Det betyder, at han kan beholde de gamle modtagere.
Lars henter NOBØ Energy Control APP ned på sin telefon og slutter Nobø HUB til strømmen og til sin trådløse router. Når HUB'en er installeret, er han klar til at tilføje sine modtagere.
Lars ønsker at foretage nogle ændringer i opsætningen af sit gamle system og planlægger, hvordan han skal gruppere sine modtagere i nye zoner. Derefter tilføjer han modtagerne i appen, en zone ad gangen. Hans ældre modtagere skal registreres manuelt ved at indtaste den ID-kode, der står bag på hver modtager. Nye modtageren kan tilføjes med funktionen "automatisk søgning". Endelig udarbejder han et ugeprogram for hver zone.
Da Lars er færdig med opsætningen, vil hans kæreste Mette have samme opsætning på sin telefon. Mette henter NOBØ Energy Control APP og starter installationen. Hendes telefon lokaliserer Nobø HUB på det trådløse netværk. Når hun er koblet til HUB'en, henter hendes telefon automatisk alle de indstillinger, zoner og modtagere, som Lars har registreret. Nu kan de begge styre systemet, som de ønsker.